Mange har sikkert i sognebladet læst om coronahensyn i kirken i julen

Her kommer en opdatering

På det tidspunkt kendte vi dog ikke de nye restriktioner. Så derfor følger her en opdatering.
Den skaber forhåbentlig overblik hos jer, der gerne vil i kirke juleaften.

Hvor mange må der være i kirken?
Der må være 58 kirkegængere i Darum kirke. Kirkebetjeningen tæller ikke med i det antal.

Tilmelding til juleaftensgudstjeneste
Det er nødvendigt, at man tilmelder sig til juleaftensgudstjeneste, hvis man ønsker at deltage.
I skrivende stund er der 42 tilmeldte til kl. 14 og 25 tilmeldte til kl. 16. Så der er stadig plads!
Tilmelding skal ske til sognepræst Thea Laukamp på then@km.dk.

Ved tilmelding oplyses ønsket tidspunkt og fulde navne på alle, man ønsker at tilmelde.

”Billet” = Salmeark
Ved indgangen skal du oplyse dit navn og får udleveret salmeark med dit navn på.
Der skal udleveres salmeark til alle, så hav tålmodighed.
Du kan også oplyse dit nummer, men der kan være forskydning i numrene, da nogle har afmeldt sig i mellemtiden.
Derfor skal du oplyse dit navn.

Mundbind
Der skal bæres mundbind, når man går ind i kirken og når man forlader kirken.
Vi skal også opfordre til, at man bærer mundbind, hvis man synger med på salmerne - men der er ingen tvang.

Coronapas
Der skal ikke fremvises gyldigt coronapas, når man er under 100 forsamlet indendørs.
Vi tillader os dog at håbe, at alle fremmødte har det i orden alligevel.

Før gudstjenesten
Dørene til kirken åbnes først 10 minutter før gudstjenestens start.
På den måde undgår vi, at mange er forsamlet længere tid end nødvendigt. Og - sikrer, at der kan nås god udluftning og rengøring imellem gudstjenesterne.

Vi opfordrer til, at man ikke kommer i yderligere god tid
Gør man det af en eller anden grund alligevel, så hold afstand til andre familier på kirkegården.
Undgå også at stimle sammen, når dørene åbnes.
Kirken fyldes oppefra og ned, og menighedsrådet er behjælpeligt med dette.
Sid for så vidt muligt sammen med dem, du er tilmeldt sammen med.

Under gudstjenesten
Man skal ikke rejse sig under bibellæsninger, trosbekendelse og velsignelse – menigheden bliver altså siddende under hele gudstjenesten.

Efter gudstjenesten
Kirken tømmes nedefra og op. Hold god afstand til andre. Der gives ikke hånd ved udgang.

De øvrige juledage
Juledag og 2. Juledag er der gudstjeneste kl. 10.00, juledag med altergang. Der er ikke tilmelding til disse gudstjenester.

Lyder det svært?
Forhåbentlig ikke! Menighedsrådet er der til at guide og besvare eventuelle spørgsmål. Før gudstjenesten begynder, vil præsten gentage de vigtigste oplysninger for fremfærd under og efter gudstjenesten.

Jeg vil til slut gentage meldingen fra seneste sogneblad:
Nogen tænker måske, at når der er deltagerbegrænsning på, så kunne man måske lige så godt overlade sin plads til en anden – til ”en, kirken betyder mere for.”

Det er selvfølgelig en venlig tanke, men også misforstået:
Hvis alle tænker så venligt, så ender vi jo med en gabende tom kirke juleaften, og på dén måde kan velment venlighed jo så ende helt sørgeligt.

Jeg glæder mig personligt rigtig meget til at begynde årets største familiefest med jer på traditionel, højtidelig vis!
Det er der sikkert mange, der manglede sidste år.

Så vel mødt til juleaften i sognekirken!

På vegne af menighedsrådet, Thea Laukamp.