Velkommen til cykelruten Darum Marskgårde
Cykelruten Darum Marskgårde er 7 km lang
Den bringer dig ind omkring vadehavslandsbyen med de mange karakteristiske marskgårde.
På turen vil du blandt andet passere byens velbevarede gamle præstegård og Darum Kirke der er byens ældste bygning (1100-tallet).
Du kommer også til at cykle på Darum Kirkesti, en af landets ældste, længste og mest oprindelige kirkestier.
Marskgårdenes historie
Der ligger ca. 50 marskgårde i landsbyen. Antallet og den tætte beliggenhed ved de store enge er helt unik.
De typiske “Darumgårde” er fra slutningen af 1700-tallet og midten af 1800-tallet. Mange af bygningerne har bevaret deres oprindelige karakter.
De har stråtage og er rød - eller hvidkalkede.
På Gl. Sognevej, på Vesterbyvej og på Sønderbyvej lå enklaverne af gårde tæt. Den enkelte gård havde dog forbindelse til nærliggende marker.
De blev brugt til urtegårde og indhegninger til kalve o. lign.
Marskgårdene i dag
I dag ligger der ind imellem gårdene marker, som bruges til afgrøder eller græsningsarealer.
Det giver meget smukke udsyn ud over landskabet, næsten uanset hvor man befinder sig i landsbyen.
Mange af de velholdte gårde er bevaringsværdige og flere er præmierede.